Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579
Tro på din sunde fornuft og kys | Hanne Dam

Tro på din sunde fornuft og kys

Tanker efter et debatmøde om børn, nøgenhed og kropsforskrækkelse hos magasinet ”Vores Børn”

 

”Det ender med, at disse foruroligende bekymrede forældre ikke tør kysse deres egne børn af skræk for at blive mistænkt for overgreb.”

Sådan kom jeg til at tænke forleden. For det er med undren og ærgrelse, medfølelse og afmagt, jeg lytter til den aktuelle debat om kropsforskrækkelse, børn og nøgenhed. Jeg får lyst til at give de unge forældre et los bagi og råbe: Så find dog dit selvværd og mod frem. Tro på din egen sunde fornuft og praktiser den i respekt for dit barn. Du ved da alt om, hvor grænsen går i forhold til at omgås dit eget barn med og uden tøj på. Så slip dog det stakkels barn fri. Kys, kram og slap af.

I alle kulturer leger forældre med deres helt små børn ved fx at kilde og kysse dem på maven med høje pruttelyde, der får både forældre og børn til at grine. Selv i Tyrkiet, kunne politikeren Yldis Akdogan (soc) bekræfte på det debatmøde om kropsforskrækkelse, arrangeret af magasinet Vores Børn, der her forleden både tændte og tændte mig af. Meget af det, tidligere generationer oplevede som den største naturlighed i omgangen mellem forældre og børn, stilles der i dag spørgsmålstegn ved. For tænk nu hvis andre voksne tænker deres? Er det så ikke klogere at lade være?

Jeg er vokset op i et hjem, hvor min far som den naturligste adfærd i verden spankulerede fra soveværelset ud på badeværelset kun iført kort natskjorte. Det er jeg ham stadig taknemlig for. Ellers ville jeg jo ikke som barn have vidst, hvordan en tissemand live så ud.

Han tog også glad min søster og mig hen i de store baderum på Jernstøberiet i Nykøbing Mors for at bade, fordi det var meget bedre forhold, end vi havde hjemme i lejligheden. Når støberiarbejderne holdt fri i weekenden, kunne vi andre overtage baderummet, og det var dejligt, for her kunne vi alle tre få hver sin bruser. Jeg vil godt vædde min fars gravsten på, at han aldrig skænkede en tanke, at der kunne være noget forkert i det. Og min mor elskede, at vi kom glade og rene hjem.

SÆRREGLER FOR MANDLIGE PÆDAGOGER

Resultatet af de talrige historier om overgreb på børn, der er trevlet op i de senere år, er ikke bare, at 64 pct. af de danske daginstitutioner har indført særregler for, hvad mandlige pædagoger må og ikke må med børnene. Fx må de mandlige pædagoger nogle steder ikke skifte ble eller tage et barn på skødet. Kendsgerninger, der har fået mange mandlige pædagoger til at søge at undgå at være alene med børnene og ifølge BUPL, pædagogernes fagforening, gør dem usikre i rollen som omsorgsgiver. Hvordan er det så lige, en mandlig pædagog må trøste lille Frederikke, der har slået sig eller bare savner sin far?

Der er således både mental og fysisk velfærd på spil for børnene i forlængelse af den tilsyneladende tillidskrise mellem forældre og pædagoger, der er vokset frem som resultat af det voksende fokus på overgreb og pædofili. Begge parter er uhyre forsigtige og forbeholdne. Det kom fx bag på mig, at de institutioner, som ikke havde indført særregler og nu hørte om dem, i stedet for at sige ”skråt op”, ”Nu må det være nok,” tværtimod reagerede med et – ”Her er noget, vi ikke har tænkt på. Lad os skynde os at få rettet op på det – med endnu flere særregler.”

Som forældre er der ikke noget, vi frygter mere, end at vores børn skal martres af et seksuelt overgreb. Men at det er lykkedes at grave en række eksempler på overgreb på børn ud af mørket bør ikke, hvor modbydelig den form for kriminalitet end er, føre til, at vi alle sammen opfører os unaturligt i forhold til vores børn. Alene af den grund, at det vil æde børnenes selvværd og ikke give den seksuelle glæde en chance.

Da redaktøren på magasinet Vores Børn for nogen tid siden fortalte, hvordan hun for sjov hapser efter sin lille søns tissemand, når de bader og leger, rejste der sig en kæmpe forargelse på de sociale medier – ja, det udartede faktisk til det ny mediefænomen shitstorm. ”Er vi blevet så kropsforskrækkede, at vi ikke længere tør røre ved vores egne børn?” spurgte så det opfølgende debatmøde forleden.

Hvilket fluks fik ligestillingsminister Manu Sareen (RV) til at træde i karakter som den hippie, han var, før han blev tvunget i jakkesæt. ”Jeg føler virkelig med dig, sagde ministeren til redaktøren. ”Vi må prøve at få vores frisind tilbage.”

”Børn er børn. Og vi voksne skal ikke gøre deres seksualitet til noget underligt og sygeligt. Børn skal kunne udvikle sig i en atmosfære af frisind. Det er de voksnes opgave at tale med dem, så de bliver i stand til at sætte en indre grænse for, hvad der føles godt,” sagde ministeren og tog afstand fra den bortvisning, som en skoleinspektør præsterede for en uges tid siden, da det gik landet rundt, at to 8-årige drenge havde hevet ”pjorten” (Peter Aalbæk Jensens udtryk) frem for at lufte den for øjnene af en jævnaldrende pige.

”At bortvise drengene i en hel uge – jamen helt ærligt,” jamrede ministeren og efterlyste flere mænd i daginstitutionerne. ”Det er så vigtigt, at børn ser både mænd og kvinder i institutionerne, så de ikke får en asymmetrisk opfattelse af kønnene, som Manu Sareen sagde.

BØRN SKAL HAVE LOV AT UNDERSØGE DERES EGEN KROP

Børn skal have lov at undersøge det meste. Og specielt deres egen krop. Og andres for den sags skyld, for børn er nysgerrige. Det er en del af deres udvikling og sådan, de bliver klogere på livet. Skulle undersøgelsen inddrage et andet barn, skal pædagogerne så skille børnene ad, spurgte faglig sekretær Mette Larsen fra BUPL på Vores Børns debatmøde. Og svarede selv – ”Nej”. ”Pædagogerne skal ikke tage ejerskab til børnenes nysgerrighed, sagde hun. –  Men selvfølgelig holde øje med, at børnenes leg er god for alle parter.

Interessant nok fortsatte debatten om børn, nøgenhed og kropsforskrækkelse med fokus på børns institutionsliv på trods af, at psykologen Kuno Sørensen fra Red Barnet flere gange under mødet pointerede, at godt nok er der eksempler på overgreb fra pædagoger, men langt de fleste overgreb finder sted i hjemmet.

Heraf formentlig forældrenes utryghed. Men derfra og så til at gå i strudsehi.

Mødet formidlede ikke desto indre et indtryk af stor rådvildhed blandt de unge forældre. Vi taler om en generation, der selv som børn fik lov at gå med rumpen bar hjemme i rækkehushaven. Og formentlig også i bybørnehaven.  Men er nervøs for at give deres egne børn samme fornøjelse.

Foredragsholderen Anna Louise Stevnshøj genfortalte en historie, hun havde hørt fra en ældre kvindelig pædagog fra dengang, pædagoger sagtens kunne finde på at gå rundt på legepladsen med bare bryster. Under oplæringen af en mandlig pædagog sagde den kvindelige leder med bare bryster til den lille dreng, der fik skiftet ble: ”Sikken en flot tissemand, du har. Den skal du være glad for, for den kommer du til at glæde en kvinde dejligt med en dag.”

Det var ikke gået i dag.

Det er selvfølgelig ikke svært at forstå de unge forældre, når de fortæller, at de af frygt for en potentiel pædofil ikke vover at lade ungerne lege nøgne på legepladsen på en hed sommerdag i byen. Disse forældre drømmer ikke om at lægge nøgenbilleder af selv meget små børn på Facebook, hvor de ellers offentliggør snart sagt alt andet, og er man stedforælder, er det tilsyneladende i dag totalt no go at tage kærestens børn i bad. For tænk nu hvis barnet skulle komme til at fortælle om badet dagen efter i institutionen. Så vil stedforælderen straks – er frygten – blive mistænkt for at ville skaffe sig selv utugtig nydelse fremfor at gøre den lille fri af dagens naturlige smuds.

LAD OS FÅ EN KLAGESAG

”Nu synes jeg, I er meget hårde ved de unge forældre,” siger foredragsholderen Anna Louise Stevnshøj, forfatter til bogen ”Må vi lege doktor?” her i Egmont Magasiners kantine. – ”Jeg opfatter de unge forældre som endda meget ansvarlige og omsorgsfulde,” siger hun efter kritikken.

Godt at høre. Og godt at nogen tager de forældre, som gør sig umage,  i forsvar. Ikke desto mindre behøver man vist ikke at være psykolog for at regne ud, hvad opdragelse ”nøgenhed forbudt” vil føre til af kvababbelse og usikkerhed, ja måske endda skamfuldhed, når generationen en gang ad åre vil stå i en intim situation og tage tøjet af.

Lad os bevare overblikket og hylde fornuften, så de om end nok så alvorlige overgreb på de få ikke får som konsekvens, at alle børn mister deres nysgerrighed og sanselige glæde. Hvis den indstilling kunne fremmes sideløbende med forebyggelse af overgreb i form af bl.a. behandlingstilbud til pædofile, der endnu ikke har levet deres pædofilile følelser ud, ville meget være nået.

BUPL og ligestillingsminister Manu Sareen er begge optaget af at få en sag indbragt for Ligebehandlingsnævnet, så det kan afklares, om det overhovedet er lovligt at etablere særregler for mandlige pædagoger. Come on, allemand. Klag!

Klag, så vi kan få spørgsmålet afklaret og i heldigste fald få smidt 64 pct. særregler i affaldscontaineren. Så ungerne igen kan blive trøstet af også mandlige pædagoger, uden at de skal frygte en fyring for at gøre deres arbejde. Det vil måske ovenikøbet kunne trække endnu flere mandlige pædagoger til vores børneinstitutioner.

 

damhanne3@gmail.com

Udgivet i Blog Etiket:
En kommentar til “Tro på din sunde fornuft og kys
  1. Louise Thorup siger:

    Fra en garvet gog: Det er helt vildt med særregler, baseret på ens køn….dog synes jeg det er udemærket at have diskuteret i personalegruppen, hvilke forholdsregler alle kan tage for at slippe for ubehagelige misforståelser/beskyldninger….
    Men sikke et hysteri over en lille tissemand, eller en lille bar barnenumse på legepladsen..
    Jeg badede også med min far, løb nøgen rundt på stranden i Asserbo og gik i karbad med mine klassekammerater( begge køn)… Det var vildt hyggeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

eight − three =