Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579
Tonen i kønsdebatten er rystende hånlig og selvforherligende | Hanne Dam

Tonen i kønsdebatten er rystende hånlig og selvforherligende

Unge kvindelige debattører skyder rasende fra hjemmekontoret i stedet for at gå i åben og søgende dialog med andre kvinder om det svære moderskab

 

Er det bare mig – eller er tonen i den offentlige debat kvinder imellem blevet ualmindelig udskammende?

Moderskabet er en øm sag, javist. En betydningsfuld del af den kvindelige identitet. Idealiseret siden 1700-tallet af især mandlige ideologer som værende identisk med ”ægte kvindelighed”. Og i mange variationer gennemlevet af kvinder – også oprørere, der ud fra deres tid har forsøgt at råbe op imod den romantiske, Rousseauske tale.

Vi er ude i de store følelser, og det er dem, nogen af tidens unge debattører efter min opfattelse driver rovdrift på ved at forherlige sig selv i nedgørelsen andre kvinder. Kvinder der ikke lige præcis opfører sig som dem selv.

Hør bare her – et indlæg i Politiken, hvor 29-årige Freia Dam (nej, hun er ikke min datter) går i clinch med et ungt par, skribenten har læst om i Kristeligt Dagblad, og som ligesom hun selv netop har fået barn. Men ikke desto mindre prioriterer at træne otte timer hver for sig om ugen. Det finder parret ud af ved at skiftes, men det harmonerer ikke med Freia Dams forestillinger om lykkelig, forenet kernefamilie.

”Jeg vil faktisk mene, at når man vælger at få børn, må éns behov og drømme tilsidesættes og tilpasses den virkelighed, man har sat sig selv i. Vi skylder vores børn, at de sættes først, når vi nu var så egoistiske at sætte dem i verden i første omgang,” skriver hun.

Jeg er ikke utilbøjelig til personligt at give hende ret, men det skurrer fælt i mine ører, at den unge skribent så frimodigt, selvsikkert og uempatisk uddeler skyld og skam til sine medsøstre. Som om kvinder ikke producerer rigeligt med skyldfølelse i anstrengelserne for at få alle ender til at gå op. Kvinder knokler som aldrig før i en overdrevet konkurrencebetonet verden. Så skal vi vel ikke oven i kæmpe med hinandens fordømmelse?

Men Freia Dam kender tilsyneladende ikke det gamle begreb kvindesolidaritet. Ud over at omtale det unge par som ”ekstremsportsliderlige” og beskylde dem for at pille sig selv ”lige så indædt i mig-selv navlen”, som de gjorde, før de fik børn, slutter hun indlægget i Politiken med at præmiere sig selv: ” ”…måske lyder jeg bare misundelig på de veltrænede mødre, jeg møder på min vej til babygymnastik, men jeg vil hellere have en slap røv og til gengæld være en røvgod og nærværende mor.”

OG DET BLIVER KUN VÆRRE

Indlægget fik en anden ung journalist, Kathrine Karlshøj, på banen i samme avis, Politiken. Og her er tonen ligefrem hånlig i forsøget på at få øjenkontakt med den veninde, der nu til skribentens raseri kun har øje for sin baby.

”Hormonerne basker nemlig rundt i kroppen på dig som sommerfugle, der flyver mod ruden. Du er højst sandsynligt lige kommet dig over en mindre fødselsdepression, hvor dine følelser sad så langt uden på tøjet, at synet af en hjemløs kat kunne få dig til at bryde sammen.”

”Du er nyslået mor, og du er røvirriterende!”

”Vi er nemlig nogen, der ikke gider høre din fødselshistorie! Skrigene, blodet og flækkede områder kan jeg nemlig selv tænke mig til. Og resten af redegørelsen for, hvor mange centimeter, du åbnede dig time for time, er dødsyg.”

”…selv en samtale om sprøjteorgasmer formår du at dreje over på bleer og suttefasker.”

Sådan – tid til at finde sig en ny veninde.

ET TILBAGEBLIK

Hvis vi kigger tilbage, har der altid været modsatrettede tendenser i debatten om moderskab/forældreskab, skabt på ryggen af markante udviklinger som fx 70´ernes oprør mod ”biologien som skæbne” og 90´ernes venden tilbage til kernefamilie og det idealiserede moderskab.

I 70´ernenu ville kvinderne nu bestemme over deres krop, og om de overhovedet ville have børn på vilkårene. Forfatteren Tine Schmedes ammede i Københavns Borgerrepræsentation (og blev smidt ud), og kvinderne tog selv styringen over deres fødsler.

I 90´ernes babyboom konkurrerede parrene om, hvem der hurtigst fik barn nummer tre.  Kernefamilien blev hot igen – måske med en ny partner og sammenbragte børn, men dog en ”kerne”. Med børn i trendy mærketøj og den nyeste computer. Børn er det nye ”Fashion-accessory,” som magasinet Eurowoman engang skrev.

Indimellem havde vi i 80´erne fokus på lønarbejde og karriere, stimuleret af den økonomiske krise. Kvinderne tog på arbejde i bredskuldrede jakker og kom hjem og kyssede deres børn uden nødvendigvis at have øjenkontakt hver gang.  Og mændene udviklede en ny følsomhed med prædikatet ”blød mand” som tak.

Uanset udvikling piblede der løbende modstand op fra kvinder, der ikke trivedes i det nye og derfor søgte tilbage. Forfatteren Hanne Vibeke Holst blev i 90´erne en slags talskvinde for at problematisere og reflektere over moderskabets tab af prestige siden 70´erne. Jeg selv var – også i 90´erne – vært på et TV2-magasin om børn for voksne (”De kære børn”), der var med til at gøre børn ”moderne”. Og i de senere år har fx højrefløjsdebattøren Katrine Winkel Holm med bogen ”Rend mig i kødgryderne” taget et opgør med, hvad hun kalder ”statsfeminismen”, der ifølge Holm dikterer, at kvinder ”for enhver pris skal prioritere karrieren højest. Den historiske kvindekamp blev en kamp mod familien. Ofrene for vores ufrie levevis er børnene,” som hun skriver i et forsvar for de gamle kvindedyder.

Senere har bl.a. ”livmoderfeministerne” gjort oprør mod institutionaliseringen af børnene og nægtet at byde deres egne små den stressede barndom, der ifølge livmoderfeministerne er blevet resultatet af kvindefrigørelsen – om det så skulle koste moderen jobbet. De tager afstand fra en samfundsudvikling, hvor alt handler om ”bundlinje og resultater” på bekostning af mere menneskelige værdier, som de siger.

Men aldrig har tonen været så fjendsk som i dag. Selvom jeg vil indrømme, at en anden højrefløjsstemme, Eva Selsing, adskillige gange har rystet mig, ikke mindst da hun veloplagt beskyldte kvinder, der gik på arbejde, for at prioritere selvrealisering fremfor børn. – Vi er faktisk nogen, der forsørger både os selv og vores børn.

Jeg ville ønske, at tidens unge stemmer ville holde op med at sidde på deres senmoderne, individuelle hjemmekontor og udskamme andre –  for at markere og forherlige sig selv. Jeg ville ønske, de kunne lade sig inspirere af – ja, af 70´ernes mere søgende og åbne tilgang kvinder imellem. Dan jeres egne kvindeuniverser og snak løs. For søren da – det er hundesvært at få et hverdagsliv til at fungere i et tempopræget samfund. Så lad os tale om, hvordan vi skal bære os ad med at få et familieliv til at fungere midt i arbejdsomheden – lad os inspirere hinanden – lad os lytte og diskutere. Men i en ordentlig tone.

Link til interview med Hanne Dam om emnet den 30. marts i Radio 24/syv:

http://www.radio24syv.dk/programmer/24syv-morgen/11441835/24syv-morgen-0605-30-03-2015-1/

Tryk på den nederste blå søjle i Playlisten

Træk den allernederste blå markør frem til tallene 47:48

 

 

 

 

damhanne3@gmail.com

Udgivet i Blog Etiket:
En kommentar til “Tonen i kønsdebatten er rystende hånlig og selvforherligende
  1. Marianne Wilkins siger:

    Jeg er enig i at det ville være skønt, hvis vi alle og måske især kvinder bestræbte sig på at være venligere, rummeligere og mere forstående overfor hinanden, både i forhold til den måde vi lever vort liv på og i måden hvorpå vi håndtere vores problemer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

four + nineteen =