Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579
Kvinder er usynlige i medierne | Hanne Dam

Kvinder er usynlige i medierne

Nye tal fra den internationale undersøgelse Who Makes The News viser, at danske nyhedsmedier bruger både færre kvinder som kilder og journalister. Det er simpelthen mænd, der tegner det professionelle Danmark. De få medier, der rykker på kønsskævheden, vover ikke for alvor et øje. Tør jeg nævne ordet kønskvotering?

 

At danske nyhedsmedier er domineret af mænd, kan enhver se. Nyheder præsenteres af mænd, dokumenteres af mandlige kilder og handler om mænd. Alligevel er det interessant, når der bliver sat tal på. For det kræver unægtelig en livlig fantasi at forestille sig, hvor stor kønsskævheden i danske nyhedsmedier i virkeligheden er: Kun hver fjerde kilde i danske nyhedsmedier er kvinde. For hver historie om og med mænd er der kun en enkelt om og med en kvinde som kilde.

Tallene er ringest, hvis vi ser på den kildetype, journalister selv betragter som den væsentligste, ekspertkilden. Dem, der ved noget i modsætning til erfarings- og partskilder, der også kan have en faglighed, men som ikke er objektive og således ikke rigtig pålidelige. Kun hver tyvende ekspertkilde i danske medier er kvinde. Det tegner et billede af kvinder som nogen, der ikke ved noget. Og som i mindre grad end mænd er i stand til at analysere det, de ved.

Det er simpelthen mænd, der taler på vegne af det professionelle Danmark. Ligesom det er mænd, der præsenterer nyhederne enten ved at skrive eller servere dem i radio eller tv. Kun 32 pct. af danske nyheder bliver skrevet eller præsenteret af en kvindelig journalist, hvilket er færre end i fx Pakistan og får Danmark til at skvulpe rundt i bunden af statistikken.

Tallene stammer fra den danske udgave af en opdatering af den store internationale undersøgelse ”Who makes the News,” som viser, hvem der præsenterer nyhederne og hvem, der optræder som kilder. Jeg kan desværre ikke trøste med, at billedet ser ud til at vende. Tværtimod. I 2010 var der 31 pct. kvindelige kilder, mens tallet i dag er faldet til 25 pct. Det er to forskere på RUC, Hanne Jørndrup støttet af Martine Bentsen, der har arbejdet med de tal, der kom ud af at kode ni landsdækkende aviser, fire tv-stationer og fem radionyhedsudsendelser for køn på en tilfældig dag; den 25. marts 2015.

Kvindelige journalister er i øvrigt en smule bedre til at huske at interviewe kvindelige kilder end deres mandlige kolleger, men også kvindelige journalister bruger flest mandlige kilder. Kvindelige journalister bruger 26 pct. kvindelige kilder, mens mandlige journalister er nede på 19 pct.

DERFOR SKER DER IKKE NOGET

Og det er heller ikke gået fremad for de kvindelige journalister, der trods alt arbejder i nyhedsmedierne. Siden 2010, hvor 76 pct. af nyhederne blev præsenteret af mænd, er tallet i 2015 steget til 78 pct.

Og alligevel skammer de ansvarlige sig ikke. I hvert fald ikke alle sammen hørligt. Således ikke DR´s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, der på et pressemøde om de nye tal i dag i DR-Byen, indledte sit panelindlæg med at sige, at han i en samtale forud for pressemødet havde sagt, at han ”skulle ud til en masse sure kvinder.” Ankommet tilføjede han den spådom, at det næste pressemøde vel kom til at handle om, hvordan medierne negligerer de fede? En samtalepartner havde bedt ham ”tænke sig om” – hvilket imidlertid ikke syntes at gøre en forskel. I stedet for at argumentere for DR´s holdning til skævvridningen af mediernes kønsbillede, remsede han navnene op på sine kvindelige kollegaer i DR´s direktion og talte om, at kvinder skulle ansættes, fordi de var dygtige. ”Vi skal hyre de dygtigste” og ikke fordi de er kvinder, slog han fast.

Men hvad vil det sige at være ”dygtig?” I Ulrik Haagerups mund lød det som et fast begreb, hvilket kan være en del af problemet: At (nogle) kvinder er dygtige til noget andet og gerne vil noget anden end mænd?

På det tidspunkt i seancen havde DR´s mediedirektør, Gitte Rabøl, endnu ikke fortalt om de mange initiativer, hun i de sidste fem år har taget for at ændre kønsbalancen blandt kilder og medarbejdere i DR. Hun erkendte frivilligt, at intet af det, hun har forsøgt, har virket. Og konkluderede, at der skal helt anderledes målrettede initiativer til.

Det samme mente Informations chefredaktør, Christian Jensen, der uden stolthed fortalte, at han havde sat sin første køns-kilde-undersøgelse i gang i 2010 og havde repeteret den i 2011, fordi den første undersøgelse viste dobbelt så mange mandlige kilder som kvindelige. På trods af den ny indsigt havde intet året efter bevæget sig. Og det havde det heller ikke, da han forud for dagens pressemøde over fire dage forsøgte at tælle kilder op efter køn endnu engang. ”Hvis vores opgave i medierne er at levere et billede af, hvad der sker i virkeligheden, fejler vi fatalt, hvis dobbelt så mange mænd udlægger en verden, som kvinder udgør halvdelen af,” sagde han.

Så nu vil Information gøre noget. Chefredaktøren har opfordret medarbejderne til nu hver gang, de skal interviewe, at tænke sig om en ekstra gang i stedet for at trykke på automatpiloten og interviewe en mand endnu engang. Ligesom avisen i fire uger vil offentliggøre kønnet på avisens kilder.

POLITIKEN FØRER

Hermed kommer Information haltende efter konkurrenten Politiken, der i flere år har haft kønspolitiske målsætninger i avisens etiske retningslinjer. ”Kønsskævhed i avisen er ikke et kvindeproblem. Det er et demokratisk problem. Hvem er det, medierne giver taleret?” spurgte Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, på pressemødet i dag. Og sagde, at kvinder også skal kunne identificere sig i medierne. Da det lykkedes kritiske kvindelige ansatte at råbe Anne Mette Svane op, var tre ud af fire kilder på Politiken mænd. Altså præcis sådan som det samlede danske mediebillede så ud den 25. marts 2015. I dag er målet, at avisen i 2018 skal bruge lige mange kvindelige og mandlige kilder.

Hanne Jørndrup, lektor ved Center for Nyhedsforskning på RUC, gjorde, hvad hun kunne for at inspirere panelet. ”I stedet for at sige, at tallene nok ændrer sig af sig selv med tiden, kunne man spørge ”Ligger der noget i normerne eller rutinerne, vi kan gøre noget ved? Er vi på redaktionerne ofre for vanetænkning, eller ligger der noget i kulturen, i omgangsformer, arbejdsmiljø eller i selve kildesituationen, der skræmmer kvinderne væk?” ”Kan mediernes ledelser ændre tankegang i rekrutteringen af medarbejdere,” spurgte hun bl.a.

Ja, mon ikke.

KØNSKVOTER JA TAK

”Der er ingen, der taler kvoter her,” afgjorde DR nyhedschef, Ulrik Haagerup på et tidspunkt.

Selvom det er her, det sner, hvis I spørger mig.

Rikke Andreasen, medieforsker på RUC, sagde gang på gang på pressemødet, at der ”intet vil ske”, hvis ”mangfoldigheden ikke bliver en del af kulturen.”  Og tallene bekræfter forskeren. Selv da Danmark i 2011 fik et kvindeligt statsoverhoved, Helle Thorning Schmidt, kunne det ikke forhindre antallet af kvindelige politiske kilder i at dale yderligere.  I 2015 udgjorde kvindelige politikere kun 23 procent af de politiske kilder – i 2010 var næsten hver fjerde politiske kilde trods alt kvinde. Der skal helt anderledes initiativer til for at opløse kønsskævheden i medierne, som Gitte Rabøl var inde på.

Det redskab hedder kønskvotering. Et ord ingen turde tage i deres mund på pressemødet i DR Byen her til formiddag. Enten fordi de ikke har forstået, hvad kønskvotering er, hvad der ellers ikke plejer at forhindre kritikere i at jonglere med begrebet. Eller fordi det i dag er tabu at tale om kønsforskelle som en realitet. Man kan nemlig ikke tale kønskvotering uden at tale kønsforskel.

Som jeg forstår og hylder kønskvotering går det ud på, at kvinden fx foretrækkes til en stilling, når en kvindelig og en mandlig kandidat er lige kvalificerede, og kvinder er underrepræsenteret på området. Hvad vil lige kvalificeret sige? Det er her vanskeligheden ligger. For kvinder har ofte andre livserfaringer end mænd og dermed også ofte andre værdier, holdninger og prioriteringer i deres faglighed.

Journalistik er et håndværk, der er defineret af mænd.  Skal kvinder have en chance i faget, skal vi som journalister efter min opfattelse ikke kopiere mændene og udvikle os til en mattere udgave af dem – mænd bliver vi jo aldrig – men træde i karakter som os selv. Med den særlige styrke, vi som kvinder har. Vi skal erkende, at der stadigvæk er forskel på kvinder og mænd – at der stadigvæk eksisterer kønsforskelle. Det er ikke problemet. Problemet er rangordenen.

Min forestilling er, at rangordenen ophæves gradvist, når flere kvinder udvikler deres udadrettede side, og mændene udvikler deres evner til tilknytning.  Helt ophæves ragordenen nok først, når vi som kvinder bliver så mange i antal, at man ikke kan tale om en marginalisering. For så er det, vi begynder at se hinanden som mennesker. Og begynder at se på, hvad vi kan bidrage med som mennesker.

I journalistik betyder kønsforskellen ifølge ”Who makes the News,” at kvinder og mænd som tendens lægger vægten forskelligt, når vi arbejder. Mænd har typisk fokus på nyheden og arbejder mere konfronterende, mens kvinder gerne vil arbejde i længere formater med fokus på konsekvensen. Hvilket bekræftes af en af de få undersøgelser, der findes om kvinders måde at arbejde på i nyhedsrummet, Else Jensens fra 1981 medudgangspunkt i DR´s TV Avisen.

At gå efter konsekvensen af fx ny lovgivning er ikke mindre dygtigt end at nøjes med at oplyse om den. Men journalistik har også brug for konfronterende elementer. Vi taler om to lige værdifulde sider af udøvelsen af vores håndværk – ingen af delene kan undværes. Så hvad er problemet i at kønskvotere flere kvinder ind som kilder og journalister i medierne? Det vil bare skabe en bedre balance i journalistikken. Og kan kvinderne ikke selv lide tanken, kunne vi begynde med os, der gerne vil.

DE SJOVE

De sjove indslag på pressemødet i dag i DR Byen stod to ikke-mediefolk i salen for. Den ene var en kvindelig ekspert i strafferet, der jævnligt bliver ringet op af medierne uden at det nødvendigvis fører det en medvirken. ”Lever vi i en politistat,” bliver jeg spurgt. Og når jeg så siger, at jeg ikke vil svare ja, er samtalen slut. Dagen efter ser jeg så en mandlig kollega citeret for det udsagn, mediet ville have,” fortalte hun med solid humor.

Et andet opmuntrende indslag kom fra en kvinde, der mente, at journalister og værter på TV skulle på kursus i kropssprog, så de kunne lære ikke at optræde så konfliktoptrappende.

Og vi i salen havde brug for de små grin, for selvom folk som Svane og Jensen arbejdede med sagen, er heller ikke de ikke villige til at risikere noget. Vove et øje. Og således kommer mediebilledet også til at stå i stampe de næste mindst fem år.

 

 

damhanne3@gmail.com

Udgivet i Blog, Journalistik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

eighteen − 6 =