Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/hannedam.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 579
Går jordemødrenes travlhed ud over trygheden og sikkerheden på fødegangen? | Hanne Dam

Går jordemødrenes travlhed ud over trygheden og sikkerheden på fødegangen?

I anledning af DR2 s program onsdag aften den 29. oktober 2014

 

Det er vist kun visse ansvarlige ledere på Hvidovre Hospital og Rigshospitalet, der efter DR2´s fødselsprogram onsdag aften fortsat er flabede nok til at svare nej til det spørgsmål.

Såvel fødselslæger som jordemødre bekræfter i programmet, at de ikke bare er ”bekymrede,” men at det rent faktisk indimellem går galt. Og at ikke mindst jordemødrene jævnligt går hjem med et tungt hjerte og følelsen af, at nok gik godt i dag, men det var vist mere held end forstand. Så heldige var programmets case-forældre Pernille Vognbjerg og Lars Højer eksempelvis ikke. Deres barn døde dybt hjerneskadet, fordi hospitalet manglede ressourcer til et sikkert fødselsforløb.

I programmet oplyser vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, at Hvidovre Hospital har flyttet ressourcer fra den indledende del af fødslen til den egentlige fødsel. Således at kvinder, der i den fase, hvor de under stærkt tiltagende veer skal udvide sig fra 3 til 7 cm, fremover skal dele jordemoder med to andre kvinder. På trods af at reglerne i Region Hovedstaden er, at kvinder i fødsel, dvs kvinder der har åbnet sig 3 cm, skal have deres egen jordemor. Men som vicedirektør Torben Mogensen siger i programmet: ”… i den periode sker der jo ikke noget – andet end at kvinden har ondt…”

At jordemødrene på Hvidovre Hospital, der nu skal løbe kapgang mellem tre fødestuer, fremfor at koncentrere sig om den enkelte fødsel, ikke er enig med deres vicedirektør, fremgår af en stribe udsagn i programmet. Bl.a. fortæller jordemor Silla Askløf, at hun på en vagt oplevede netop at have ansvaret for tre fødende på en gang. Den første var meget langt i fødslen og kunne føde når som helst. Den anden havde en meget alvorlig moderkageløsning, og den tredje have et ”tårnhøjt” blodtryk. Samtlige kvinder havde ifølge jordemoren brug for en jordemor hos sig hele tiden.

”Det er ikke den omsorg, jeg ønsker at give, og det gør mig utryg og det gør mig bekymret for patientsikkerheden,” siger Silla Askløf, der urolig dagen derpå måtte ringe ind til hospitalet for at sikre sig, at der ikke var sket ulykker, efter at hun var gået hjem fra sin vagt.

Eftersom forringelserne for de fødende og jordemødrene på Hvidovre Hospital er i uoverensstemmelse med reglerne i Region Hovedstaden, lovede regionsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, Socialdemokraterne, i programmets slutning at se på sagen. Bl.a. med henvisning til hvor væsentligt et godt arbejdsmiljø er på en fødegang.

Selv har jeg talt med for mange jordemødre indenfor det sidste år til at forbløffes. Det skulle da lige være over hvor godt, programmet på DR2 var. Det kom rundt om problematikken og viste følelser, som kun TV kan. Ikke bare tårer fra det forældrepar, der mistede deres søn Manne på grund af vores såkaldte velfærdssamfunds helt igennem uacceptable besparelser på et livsvigtigt område som fødsler. Også jordemødrenes ansigter afspejlede, hvor afmægtige, de oplever sig. De har valgt et fag, hvis fremmeste mål er at støtte kvinder i at bringe børn så godt og sikkert til verden som muligt, og får så ikke en reel chance for at levere et professionelt tilfredsstillende stykke arbejde. Til stor smerte og utryghed for de fødende. Børnenes lidelser kender vi ikke.

Se programmet her:

http://www.dr.dk/tv/se/dr2-nu/dr2-nu-4

 

damhanne3@gmail.com

Udgivet i Blog, Fødselsdebat Etiket:
En kommentar til “Går jordemødrenes travlhed ud over trygheden og sikkerheden på fødegangen?
  1. Jeg kan desværre ikke komme til at se programmet, så jeg må nøjes med at kommentere på indholdet i dit blog-indlæg.
    For mig er det mest positive, at jordemødrene selv begynder at tale offentligt om deres faglige frustrationer. For nylig sagde også jordemødrene på Rigshospitalet fra.
    Fra midten af 90’erne begyndte jordemødre som noget nyt at forlade deres fag i utide. De gav simpelthen op, fordi de som Silla Askløf alt for ofte følte sig utrygge og ikke kunne komme til at give den omsorg, som de ved, der er brug for.
    Jeg har en fornemmelse af, at flere og flere jordemødre giver op, men jeg ved ikke, om nogen har tal på. Jeg ved, at der kort efter årtusindskiftet var nogle jordemødre, der nedsatte sig som privatpraktiserende, og jeg mener, det nuværende tal på dem er 30-40.
    Jeg har selv været jordemoder siden 1961, og jeg har hele tiden fulgt med i, hvordan det går med jordemødre og deres arbejde. Jeg mener faktisk ikke, at fødselshjælpen nogensinde i de sidste 50 år har været ringere end nu. Økonomisk er det dumt ikke at investere i ordentlig svangre- og fødselshjælp, og jeg er enig i, at det for mødrene, børnene og deres familier kan være en katastrofe.
    Mange hilsener
    Jytte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

three + sixteen =